I går var jeg til frisøren, for at få klippet hvad der efterhånden må kunne omtales som en vaskeægte gang Klaus-Dieter nakkehår. Jeg kunne ikke få tid det sædvanlige sted, så jeg trodsede lørdagsshopperne, og begav mig ind til en Peter Mark salon, som vidst nok er lidt fin på den.

Her blev jeg klippet af en ung pige der hed Lynne, og hun var ganske snakkesagelig. Den absolutte start på samtalen forløb nogenlunde således:
Hende: So do you study in Dublin?
Mig: No, I work here.
Hende: Alright. Where do you work?
Mig: I work for Google
Hende: Boogle?
Mig: No, Google
Hende: Doogle? Wuzzat then?
Mig: No, Google, the search engine, you know, Google.com?
Hende: Nope, never heard of it, what is it again?
(mit svar var lidt længe om at komme, da jeg måtte lede efter min kæbe på gulvet)
Mig: It is a search engine, for the internet, it enables you to find stuff on the web.
Hende: Oh, well I've never been very good with computers, so...

Jeg var meget overrasket, men på en god måde. Siden jeg fik jobbet, og flyttede til Dublin, har jeg været vant til, at folk reagerede på sådan en årh hvad, Google? Hvor vildt, dér-facon, og det var sgu' egentlig helt rart at blive pillet ned på jorden igen. It's just a job.

Hun så ud til at være en velfungerende og charmerende ung dame, så på trods af, at hun lavede noget en frisørfadæse på mig (min nakke starter nu væsentligt højere oppe end den gjorde lørdag formiddag, men vil nok stadig kunne kaldes en Klaus-Dieter), så har jeg tiltro til menneskeheden. Man kan faktisk leve, uden at være i kontakt med Google.

Tak Lynne (på trods af det med nakken).