Da Mary tog de første skridt i kirken åndede min bedstemor ud, mens hun holdt sin ene datter i hånden. Omtrent 3 timer senere stod jeg bøjet over hende på plejehjemmet hvor hun tilbragte sine sidste 4-5 år.

Jeg har aldrig set et dødt menneske før, og det er ikke noget jeg går og drømmer om at gøre til en vane. Det var mærkeligt, beroligende og brutalt.

Det var mærkeligt, fordi jeg for lidt mere end 14 dage siden spiste soft-ice sammen med hende og min mor. Eller det vil sige, hun lå i sin seng, og min mor og jeg madede hende. Hun kunne godt lide is, et karaktertræk der tydeligvis er gået igennem generationerne til mig. Jeg er majet glad for is.

Det var beroligende, fordi hun i modsætning til hendes tilstand det sidste halve år så fredfyldt og fordragelig ud som hun lå der med sit gråsprængte mørke hår i sin seng. Der var blomster og et billede af hendes mand, min bedstefar, på natbordet ved siden af. Hun havde i sandhed fundet ro, noget vi alle undede hende.

Det var brutalt, fordi hun så ud som da min mor og jeg besøgte hende sidst. Der var bare denne stor forskel på dengang, og i fredags. Livet var væk fra hende.

I de sidste par år spurgte hun jævnligt, hvorfor hun skulle blive så gammel. Hun blev 96.